
Æsel har altid været en favorit i mit repetoire af spil. Jeg har stadig det sæt kort jeg og min søster spillede som børn i slut 70’erne. Jeg ved ikke helt hvornår æselspillet blev opfundet, men jeg har en gammel udgave fra CES Danske Spil nr. 28. Jeg gætter på at det er fra 1930’erne.
Uanset hvornår spillet så dagens lys første gang, så er det et underholdende spil for hele familien, og her er spillereglerne.
Antal spillere: 2-8 personer
Du skal bruge: Et sæt æsel-spillekort (med 100 kort)
Spilmester: Sikrer at alle er enige om reglerne og løser spørgsmål undervejs.
Hvis du ikke allerede har et æselspil, så kan du købe Æsel hos Nordisk Spil (reklamelink).
Før spillet starter
Alle kort skal blandes godt og grundigt. Målet med spillet er nemlig at slippe af med alle sine kort ved at stable dem i nummerorden i bunker midt på bordet. Derfor er det ekstra vigtigt at blande kortene godt.
Når alle kort er godt blandet, fordeler giveren kortene ligeligt mellem deltagerne. Hver spiller lægger sine kort i en bunke, med bagsiden opad, foran sig.
Spilleren til venstre for giver starter spillet ved at vende det øverste kort i sin bunke, og lægger det foran bunken med billedsiden opad. Og sådan fortsætter spillet på tur, altid venstre om.
Spillets gang
Når en du vender et kort der passer på en anden spillers åbne bunke, så kan du lægge kortet oven på bunken. Du må tage kort fra både din åbne og omvendte bunke, og din tur slutter først når du ikke har flere kort der passer på andre.
Du kan passe kort i både op- og nedadgående rækkefølge. For eksempel passer en femmer både på fire og seks.
Hvis du vender et et-tal, så skal du lægge kortet ud på midten af bordet for at starte en ny stabel af kort. På bordet kan du kun lægge kort i opadgående rækkefølge.
Et kort kan nogle gange passe flere steder, men her gælder en bestemt rækkefølge. Du skal altid først stable kort på bordet, derefter kan du lægge kort på nærmeste spiller til venstre for dig.
Når du ikke har flere kort i din dækkede bunke, så vender du bunden i vejret på din åbne bunke, og starter forfra. Sådan fortsætter i indtil en spiller er kommet af med alle sine kort.
Sådan bliver du æsel
En spiller der glemmer at lægge et kort videre til en anden medspiller, må tildeles æselkortet. Nu er denne spiller æsel og modtager et ekstra kort fra hver spillers dækkede bunke.
Æselkortet er en lidt interessant detalje i spillet, som ikke altid har give mening for mig. Faktisk plejer jeg at spille uden æselkort, for det har en ret mangelfuld funktion. Dets eneste funktion er at fremhæve en spillers fejl. Det har ingen indflydelse på hvem der vinder eller taber spillet.
I æselspillets gamle regler står der heller intet om, hvem der må tildele æselkortet og hvordan man kommer af med det igen.
Jeg formoder at æselkortet skal tildeles af den spiller der har kortet. I starten kan alle tildele kortet. Spørgsmålet er om en fejl fremover kun bliver straffet med ekstra kort, hvis indhaveren af æselkortet opdager det, eller om alle kan hjælpe med at påpege fejlen.
Det må være op til fortolkning af dig og dine medspillere.
Vinderen af æselspillet
Den spiller der først slipper af med alle sine kort har vundet spillet. Hvis I spiller med point, kan I spille til et aftalt antal point. Den der først når det aftalte antal, er taberen og den med det mindste antal point har vundet.
I tæller point ved at tælle antallet af kort. Spilmester fører regnskab.
I nyere æselspil ser der ud til at være en bred enighed om at du ikke kan vinde spillet hvis du har æselkortet. Så er det den spiller med færrest kort, eller den der bliver næsthurtigst færdig, der vinder spillet.
Det er spilmesterens opgave at sikre at alle er enige om hvilke regler i spiller med.








