
31 er et klassisk kortspil, som traditionelt ofte er blevet spillet om penge eller point. Det kan dog sagtens spilles for sjov. 31 er et gammelt europæisk kortspil, som gennem tiden har været kendt under flere navne. Spillet har især været populært som familiespil og som spil om små indsatser.
Antal spillere: 2 eller flere.
Du skal bruge
- 1 spil kort med 52 kort.
Sådan spiller du 31
Målet med spillet er at samle 31 point, eller at komme så tæt på 31 som muligt. Hver spiller får tre kort til at starte med, og de resterende kort lægger giver i en bunke på bordet.
Giveren vender det øverste kort fra bunken og lægger det ved siden af som start på afkastbunken.
Spillets gang
Spilleren der sidder til venstre for giver, starter med at trække et kort. En deltager kan vælge at trække fra bunken, eller tage det øverste kort fra afkastbunken..
Derefter skal spilleren smide det dårligste kort i afkastbunken, med billedsiden opad, så han eller hun igen sidder med tre kort på hånden. Nu er det næste spillers tur.
Sådan forsætter spillet rundt indtil en deltager kan lukke spillet.
Sådan lukker du spillet
Hvis du får 31 point, kan du straks lægge dine kort på bordet og sige “31”. Du vinder omgangen, og de andre spillere behøver ikke spille videre.
Du kan også vælge at banke, hvis du mener, at du har en god hånd og sandsynligvis har den højeste pointværdi. Du banker i bordet i stedet for at trække et kort. Når en spiller banker, får alle de andre spillere én sidste tur til at forbedre deres hænder.
Når alle har haft deres sidste tur, lægger spillerne deres kort på bordet, og den med den højeste værdi vinder omgangen.
Hvis to spillere har samme antal point, vinder den spiller, der bankede. Har en spiller 31 point, vinder spilleren altid.
Kortenes værdi og point
Den højeste hånd i 31 er 31 point. Det får du ved at have et es og to kort med en værdi på 10 i samme kulør.
Det kan for eksempel være:
- Es, konge og dame i samme kulør (spar, ruder, hjerter eller klør)
- Es, konge og knægt i samme kulør
- Es, dame og knægt i samme kulør
- Es, konge og 10’er i samme kulør
- Es, dame og 10’er i samme kulør
- Es, knægt og 10’er i samme kulør
Et es tæller som 11 point, mens billedkort og 10’ere tæller som 10 point.
